Øvrige Nyheder

Ny kattemodtagelse står nu klar i Rødovre

Nyhed

Mikkel Preisler
Af Mikkel Preisler 27. april 2026

Nyhed

Den nye kattemodtagelse, som kunne indkøbes sidste år, takket være en donation på kr. 250.000 fra Skibsreder Per Henriksens Fond, er nu færdigindrettet og åben for modtagelse af de første katte. 

Det passer med højsæsonen for katte og killinger, som vi typisk ser hvert forår og sommer – og i den forbindelse er det rigtig rart at have større og bedre forhold.

Når kattene ankommer til internatet i Rødovre, bliver de nemlig modtaget i en særlig modtagelsespavillon, hvor dyrlægeteamet tilser dem og beslutter, om de skal i behandling, isolation, til plejefamilie eller ind på internatets særlige katteafsnit.

”Vi er simpelthen så glade for den nye kattemodtagelse, som er en kæmpe opgradering i forhold til den gamle, hvor pladsen var stærkt begrænset, og vi derfor ikke kunne isolere syge fra raske katte. Det kan vi nu, og samtidig har vi bare generelt mere plads, så vi kan indrette værelserne optimalt for kattene,” udtaler internatschef Maria Rønde Jakobsen.

Bedre velfærd for kattene ved ankomst

Alle katte, som kommer ind til Dyreværnet, bliver som minimum isoleret i tre dage, inden de bliver flyttet til værelser i afdelingen med internaternes øvrige katte eller kommer ud i pleje.

Den nye modtagelsespavillon er større og delt i to afdelinger, hvilket betyder, at vi kan dele kattene op, sådan at kun de katte, der er syge, kommer i længere isolation – og samtidig kan vi dele op og isolere, alt efter hvad kattene fejler, sådan at kun de katte, der har behov for at sidde isoleret i længere tid, kommer til det.

Det giver kattene bedre forhold og øget velfærd, ligesom det betyder mindre pres på personalet, fordi behovet for ekstra grundig rengøring og beskyttelsesudstyr kan mindskes:

”Med den nye kattemodtagelse kan vi reducere isolationsperioden over en bred kam. Når vi får flere katte ind, har vi behov for at kunne isolere bedre, så vi mindsker sygdom blandt de nyankomne. Det betyder øget velfærd for kattene, fordi de ikke skal sidde isoleret så længe. Og katte har brug for socialisering, det er ikke godt for dem at sidde alene,” uddyber internatschef Maria Rønde Jakobsen.

Stor tak til Skibsreder Per Henriksen, R. & Hustrus Fond for den gavmilde donation – og for at prioritere dyrevelfærd.

Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.

Øvrige Nyheder

Se flere artikler