Øvrige Nyheder
Dyreværnets dyreambulancer får en makeover
I Dyreværnet vil vi gerne redde endnu flere kæledyr fra misrøgt og mistrivsel. Det kræver, at folk henvender sig, hvis de har mistanke om dyr i nød. Derfor vil vi gerne være mere synlige i landskabet, når vores dyreambulancer kører ud på dyreværnssager i hele landet, hver uge, hele året rundt – og derfor får vores dyreambulancer nu en tiltrængt makeover.
Pressemeddelelse
Det er vigtigt, at folk ved, hvem vi er – og hvem de skal henvende sig til, hvis de har mistanke om dyr i nød og mistrivsel. Og vi skal udnytte, at vores dyreambulancer er rullende medier, der kan informere den danske befolkning om, hvem vi er, og hvad vi gør.
Ud over at vores dyreambulancer nu bedre kan ses, når de kører på dyreværnssager i hele landet, har budskaberne ”Dyreværnet har reddet kæledyr siden 1898” og ”Anmeld misrøgt af kæledyr på dyreværnet.dk” fået en central plads på bilerne. Samtidig har dyreambulancerne fået mere karakter af redningskøretøj, for det er det, vi gør: Dyreværnet redder dyr hver dag, hver uge, hele året.
”Vores udrykningspersonale yder en kæmpe indsats for dyrene. De er trænede i dialog og kan nå ind til de fleste mennesker, som helt eller delvist har mistet grebet om dyrepasningen. Vi oplever, at langt de fleste tager godt imod os og gerne vil tale med os om, hvordan vi kan hjælpe dem med at passe bedre på deres dyr. Nogle gange betyder det forbedringer i hjem og øvrige forhold for dyret, andre gange at vi bliver enige om, at det bedste for dyret er, at vi tager det med og finder en ny, kærlig familie til dem. Vi vil gerne køre på endnu flere sager og hjælpe endnu flere dyr, og det skal vi bruge befolkningens hjælp til,” fortæller udrykningschef Nina Amdi.
Anmeld mistanke om misrøgt af dyr på dyreværnet.dk
Hvis man mener at have observeret kæledyr i nød – som ikke får dækket sine behov eller er i mistrivsel – så er det en god ide at anmelde det til Dyreværnet.
Det gør man ved at gå ind på vores hjemmeside: dyrevaernet.dk/anmeld og udfylde den online formular. Herefter sagsbehandler vi og vurderer, om vi skal køre ud på adressen og undersøge nærmere.
Det er vigtigt at vide, at Dyreværnet ikke er en myndighed og derfor ikke kan fratage ejere deres dyr, heller ikke ved brud på Dyrevelfærdsloven. Vores eneste mulighed er dialog, og vi kører ofte flere gange på samme sag for at sikre, at vi har gjort alt, hvad vi kunne for dyret eller dyrene på adressen.
Er der tale om brud på Dyrevelfærdsloven, anmelder vi det til Politiet, som overtager sagen.
Vores team kan have anvendt AI til at assistere i skabelsen af dette indhold, som er gennemgået af redaktørerne.
Læs også: